Op mod 150 seniorboliger skal bygges på gammel skole
En del af området ved den tidligere landbrugsskole på Rugårdsvej skal nu huse op mod 150 seniorboliger.
En gang var det Nordisk Landbrugsskole, en ny og topmoderne skole til afløsning for den husmandsskole, der blev bombet under krigen. Siden blev bygningerne overtaget af Tietgenskolen - og nu bliver en del af arealet ved Rugårdsvej og Paarupvej til et helt nyt boligområde med op mod 150 seniorboliger.
5. februar var der tilbudsfrist på at købe 35.000 kvadratmeter af skolens område med 3000 kvadratmeter tilhørende bygninger, og da fristen udløb, var der indkommet fire bud. Det oplyser Nordicals Odense, der har stået for salget for Tietgen.
Det blev selskabet Bolighome.dk ApS/Tarup Seenager Park ApS, der er ejet af Jesper & Henrik Nygaard, der endte med at købe. Og salget vækker stor glæde hos direktør for Tietgen, Annette Vilhelmsen.
- Vi er glade for, at frasalget er vel gennemført. Det sikrer, at vi nu kan geninvestere midler i et yderligere styrket Tietgen til glæde for fremtidens elever og kursister. Vi ønsker i samme omgang køberne tillykke, og vi ser frem til et godt naboskab fremover, siger hun.
Køberne har store planer med arealet, hvilket også fremgik af deres bud. Der vil formentlig blive opført i nærheden af 150 boliger på ejendommen med fokus på seniorer. Planerne rummer også muligheder for fællesspisning, delebiler, fælleshus, caféhus og lignende.
Byggeriet forventes udført som lavenergi- og miljømæssigt bæredygtigt byggeri, og det forventes påbegyndt i 2. halvår af 2020, formentlig efter at de nuværende bygninger på området er fjernet. Indflytning forventes at blive i efteråret 2021. Boligerne vil udgøre fra 70 til 110 kvadratmeter per bolig.
Ifølge Nordicals Odense har én af årsagerne til købernes store interesse for byggeriet været beliggenheden tæt på Tarup Center og offentlig transport - herunder er også letbanen. Samtidig ligger ejendommen tæt på grønne områder.
Tietgen har fortsat til huse i hovedbygningen, der bruges til undervisningsformål.